Babyalarmen ringer stadig

Forrige uges udgave af weekendavisen bragte en artikel som hed Babyalarm. En artikel som tager udgangspunkt i om det kan bevises at børnene i de danske daginstitutioner tager skade af deres ophold.Udfordringen for mig som læser er, at jeg fra starten ikke rigtig er i tvivl om hvor journalisten står i det spørgsmål og at artiklen er skrevet for at mane til ro i forældre rækkerne.

Man har forsøgt at få Ole Henrik Hansen i tale, men han ønskede ikke at deltage og det er her jeg fornemmer at der er én agenda. For hvorfor kun gå efter at få én af de kritiske professionelle røster i tale? Hvorfor har man ikke spurgt én af de mange psykologer som i disse dage råber vagt i gevær? Jeg stod ved siden af Ole da han live i debatten på DR2 sagde højt, at børn på 10 mdr intet har at gøre i en daginstitution og jeg tænkte det samme som alle andre forældre, da ordene kom ud af hans mund.

“Fuck, fuck, fuck, hvad har jeg gjort”.

For selvom jeg hjemmepasser mine børn idag, så kom vores ældste også i vuggestue i 11-12 mdr alderen og 14 mdr frem. Det var virkelig ikke rart at høre, den mærker jeg også.

Så ja det er sårbart.

Men at man så slet ikke defra forsøger at være objektiv er ærgerligt, for sandheden er at vi ikke helt rigtig ved om der er sammenhæng mellem at komme tidligt i institution og tilknytning, kognitiv udvikling og indlæring og dog. For kritikken går på at når pædagoger i flæng står frem og beretter at én til én kontakt nærmest er ikke eksisterende ude i institutionerne. Hvem har børnene så primær tilknytning til, hvis de som omgiver sig med børnene i de fleste af deres vågne timer tilkendegiver, at de nærmest kun kan beskæftige sig med brandslukning. Hvem skal lære de her små væsner, hvad det vil sige at være menneske? Hvem skal lære dem at mærke sig selv og udvikle selvværd?

Vi ser i disse år i store grupper af børn, unge og voksne med emotionelle udfordringer som aldrig før. Vi kan naturligvis antage at vi har at gøre med en helt urimelig mængde af dårlige forældre, spredt på kryds og tværs, men det er måske også lidt søgt? Eller også er der måske noget galt med det pasnings system som vi alle har været igennem. Dette er ikke en konklusion, men et spørgsmål.

Vi ved at det som sker de første 3 år af et menneskes liv, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet og påvirker samliv, arbejdsliv og kommende generationer. Hvorfor er der så stor modvilje imod at tilsidesætte vores egne behov om karriere og materielle goder, blot for en stund mens børnene er helt små. Mere belæste mennesker end jeg, har vurderet at det er urealistisk at nedsætte arbejdstiden for de voksne, så derfor må børnene tilpasse sig.

Kort sagt, børnenes behov for basalt nærvær må vige pladsen for de voksnes ønsker.

Jeg mener ikke at institutionsliv som sådan nødvendigvis er skadeligt, så længe det foregår i et begrænset tidsrum og med en tilstrækkelig mængde nærvær. Jeg ledte vidt og bredt for at finde tal om, ud fra barnets behov, hvor længe de bør være i institution og jeg kunne kun finde nogle gamle tal frem fra netsundhedsplejersken, der skriver at det optimale for et 3 årigt barn er 4-6 timer og 3-4 timer for en 1-2 årig. De danske 3 årige tilbringer i gennemsnit lige over 7 timer i en institution. Hvorfor er det her vigtigt? Det er fordi at der er noget som hedder tilknytningsteorien og selvom man i artiklen taler om tilknytning, så synes jeg godt nok at man går meget udenom hvad selve teorien handler om. At netop når vores primære omsorgsrelationer bliver fjerne, så er det ikke kun skadeligt for barnet nu, men også senere i livet.

Som voksne mennesker evnen til at danne og bevare relationer, for deres empatiske evner og ikke mindst deres selvbillede, som virkelig kan blive forvrænget af en uhensigtsmæssig tilknytning.Her får I lige et link som fortæller om tilknytningsteorien i grove træk. Jeg ved godt at alle som arbejder med børn gør alt hvad de kan, men de ressourcer som bliver stillet til rådighed lader ikke til at dække behovet. Og det er jo også svært for forældrene. For os som er forældre i dag er jo også langt hen af vejen produkter af samme pasnings model. Men vi er de voksne og det er os som kan sige fra og til, det kan vores børn ikke. Derfor er det her så vigtigt og må ikke negligeres ned i ikke endegyldige tal, som bliver brugt i forsøg på at dulme de voksnes smerte.

I artiklen sammenlignes danske og norske børn, da de kommer i institution nogenlunde samtidigt og mængden af børn adskilles med en 10 %, så det er fint. Dog er brugen af de norske daginstitutioner først sådan rigtig blomstret op og brugt i dette omfang over de sidste 10 år. Min pointe med at frembringe dette er, at fordi det er relativt nyt at nordmændene bruger institutionerne på denne måde, er de måske ikke rigtigt begyndt og se de slagsider på samme måde, som jeg mener vi ser i dag i danmark.Hvorfor ikke sammenligne med et land som finland, hvis man nu gerne vil have en faglig vurdering om hvordan børn generelt klarer sig. Så giver det mening at kigge hen, hvor man klarer sig godt fagligt og socialt, hvor man har stor succes med mønsterbrydning og er et land som i forvejen ofte bliver set på som foregangsland.Hvorfor går det så godt i Finland? Nogle (også danske) forskere mener at én af grundene er at i Finland er det kun 41% af de 1-2 årige som er i daginstitution. I Danmark er det 91% 1-2 årige børn. Jo tidligere man starter jo mere sårbar er man over for det miljø man bliver placeret i, så en senere start gør at barnet lettere kan undvære sine primære omsorgspersoner og glædes over samværet med andre børn, fremfor at klynge sig til den redningskrans som pædagogerne bliver for de helt små børn, indtil de kan se mor eller far igen.

Det her må ikke blive en debat om rigtige eller forkerte forældre. Det her skal være en debat om hvad der er bedst for børn og måske tog vi fejl i at sende vores børn væk fra dem, som set fra naturens side er bedst til at varetage deres interesser. Det skal altid være op til mor og far at beslutte hvad det rigtige er for deres børn. Den beslutning skal tages på et fuldt oplyst grundlag og ikke kun i belysningen af hvad de folkevalgte og arbejdsmarkedet tillader. Lad os nu få tændt for projektørlyset.

Tags

Ingen Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
    0
    Din kurv