Hjemmepasning og ligestilling

Hjemme hos os er vi et hold og nogle gange så betyder det lidt ligesom på fodboldbanen at man ikke selv får lov til at score alle mål. Men alle har del i sejre og nederlag.

Ligestilling i forbindelse med min familiekonstellation er egentlig ikke et emne som har fyldt særlig meget hos mig. Ej heller et emne som jeg har givet en masse tanker førend at jeg begyndte at blande mig i den offentlige debat. Først da der var nogle velmenende kvinder som var bekymrede for min hierarkiske plads og økonomi, at jeg begyndte at tænke over det.Nu var jeg jo nærmest en husslave og sparket 100 år tilbage, ligestillingsmæssigt.

Min umiddelbare tanke er, sikke noget vås. Men disse kvinder der bekymrer sig om det, gør det af et godt hjerte og jeg vil rigtig gerne komme med et uddybet svar. For det første synes jeg at man skal anerkende, at langt de fleste parforhold i Danmark anno 2019 er bygget på gensidig kærlighed, respekt og oftest fælles værdier.Jeg er udmærket klar over at det ikke forholder sig sådan hele vejen rundt, ellers ville krisecentre være overflødige. Gid de var, men godt at de er dér.

Fordi at langt de fleste forhold netop ikke er bygget på tvang af den ene og anden slags, så må man antage at parterne har nogenlunde samme status. Den som har det sidste ord er skiftende i de fleste forhold, er min erfaring, det varierer både ud fra overskud og hvilken beslutning som skal tages. Det er også min erfaring at det er tilfældet i de parforhold hvor børnene bliver passet hjemme.

Jeg oplever på ingen måde at de hjemmepassende kvinder jeg møder, er undertrykte eller presset til at være hjemme med deres børn. Dét med at være sammen med sine børn kommer af egen drift.

Tværtimod så er det gerne os mødre som styrer showet, så at sige.Da det er os langt hen af vejen som har nedarvet kompetencerne til at holde sådan en landsby kørende. Min mand er fantastisk, han er kærlig og hjælpsom og ikke mindst en rigtig god forældre.Jeg kunne ikke ønske mig en bedre livspartner. Han er god til at leve og indleve sig på børnenes præmisser og han er samtidig en god underviser. Men han er en mand og derfor trives han egentlig bedst med få eller kun en enkelt opgave af gangen. Og han prioriterer meget anderledes end jeg gør, det tror jeg er rigtig godt for os som partnere, men også for vores børn at opleve hvordan man samarbejder med forskellige indgangsvinkler. Nok om det.

Jeg mener at vi lever en i en tid, hvor vi desværre benægter vores biologi. At vi i ligestillingens navn forsøger at udglatte og efter min mening negligerer de fine og naturlige forskelle som der nu engang er på mænd og kvinder. Kvinder har generelt stærkere sociale kompetencer. Det er kompetencer som er biologisk nedarvet. Jeg oplever det oftest er kvinder som ønsker at tage børnene hjem. Måske fordi at vi biologisk og socialt har bedre øje/mere brug for nærværet. Jeg tænker at det er samme grund til at der er langt flere kvinder repræsenteret inden for omsorgsfag, fordi de ligger vores natur nært. Fordi vi reagerer instinktivt anderledes end mænd på børnenes adfærd og behov. Fordi at der er et særligt og unikt bånd mellem en mor og hendes børn.

Jeg ser også konstellationer hvor at forældrene arbejder 50/50 eller kvinderne er selvstændige ved siden af. Men ja mændene arbejder også, da nogen jo skal skaffe til det daglige brød.Jeg oplever dog ikke at det er noget som nogle kvinder er presset til, hverken på den ene eller anden måde.

Tværtimod møder jeg stolte kvinder som godt ved at de ikke er mindre værd, fordi de for en periode vælger at prioritere et familieliv bygget på deres idealer, frem for et arbejdsliv uden for hjemmet som mere er bygget på samfundets normer.

Så er dér det økonomiske aspekt. Nej jeg kommer ikke til at have samme pension som min mand, det kan jeg sagtens regne ud. Jeg går heller ikke rundt med antagelse om at vi på noget tidspunkt skal skilles, så ligesom at vi lever for lidt nu, så må vi også leve for lidt til den tid. Jeg vil dog gerne understrege at godt personligt var klar over at jeg måske kommer til at stå økonomisk dårligere i min alderdom. Det kunne også være en løsning at når jeg, før eller siden vender tilbage til arbejdsmarkedet, simpelthen sætter en langt større pose penge af til pension. Jeg er ikke i tvivl om at uanset hvad, så deler vi i porten, min mand og jeg. For det her er ikke et soloprojekt, men en familiekonstellation som har dybe rødder i vores fælles værdier.

Jeg er muligvis ikke ligestillet i samfundets øjne, men jeg er på alle måder ligeværdig og det er mere værd for mig.

Tags

Ingen Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

0
    0
    Din kurv