Meningsfuldt

Sådan bekæmper vi monstre herhjemme!

Hjemme hos os taler vi tit om vampyrer, varulve, spøgelser og zombier, nærmest dagligt, selvom at vores børn kun er 4 og 6 år gamle. Det kunne mange nok mene at det ville give anledning til en masse mareridt og frygt, men egentlig ikke herhjemme.

Som i næsten alt andet med børn, så afhænger det nogle gange af hvordan vi som voksne reagerer, fordi at vi er om vi vil det eller ej, deres kompas. Andre gange træder barnet ud af vores forventninger og står fast på sig sag, heldigvis. Balancen mellem hvad jeg har lyst til og hvad min flok ønsker af mig, er et emne som følger os gennem hele livet og er en del af det at være menneske.

Mystiske væsner har nærmest altid haft vores børns interesse og vi gjorde som de fleste i starten, forsøgte at styre dem udenom alt det uhyggelige, fordi at vi netop ikke ønskede at de skulle gå og være bange.

En dag sidder vi og spiser aftensmad og Elisabeth begynder og tale om varulve, jeg sidder og spørger interesseret ind til emnet. Alt imens jeg forsøger at ignorer min frygt. Jeg har nemlig fra jeg var helt lille været sygt bange for varulve,min elskede storebror fortalte mig frygtelige historier (som jeg helt sikkert nok selv bad om) om varulve som kun spiste børn, og fordi at de voksne ikke kunne se varulven, så jeg kunne blive flået af en varulv lige foran vores forældre og de ville ikke kunne gøre noget ved det. Samtidig var jeg ikke det mest skærmede barn, så jeg havde også set Michael Jacksons “Thriller” musikvideo til at ledsage min frygt. De indre billeder kan stadig give hjertebanken hos mig. For jeg var bange og tankerne kan stadig løbe af med mig en mørk aften, når jeg er helt alene.

En ting vi altid har understreget herhjemme, når frygt for edderkopper, slanger, hajer og andre rovdyr er dukket op, så vi er dykket ned i dyret som emne og forsøgt at forstå dets funktioner, altså hvorfor dyret gør som det gør. Og derved fjerne mystikken og samtidigt give plads til frygten.

Derudover har vi mange gange talt om at mennesket er uden sammenligning det farligste dyr på planeten, for sådan er det. Det handler ikke om at skabe en ny frygt i børnene, det handler om ærlighed og at vi i det hele taget tror på at frygt skal rummes og undersøges.

Derfor har vi også læst utrolig meget om alverdens monstre, vi har altid mindst én bog om monstre i de diverse afskygninger i brug. Så da vi begyndte at blive en smule bange for varulve, så fandt vi ud af hvad varulve kunne lide og hvad de ikke kunne lide. Det at vi gav plads til at tale om varulve, som var det en border-collie, gav ro til at gå i dybden, afmystificere og demed forsvandt det ukendte og dermed det uhyggelige. Jeg spurgte Elisabeth hvad hun egentlig troede en varulv lavede, “altså den er jo en ulv, så den er kødæder og så må det jo være en ulv som køre med varer”.

Vi har også talt om og forsøgt rationalisere over hvad, man kunne gøre hvis nu man mødte en varulv. For hvad nu hvis man ikke lige havde noget kød til den og den så ville spise én?

“noget virkelig stærkt mor”

“Ja?”

“Den vil gerne smage, før den spiser dig, så hvis vi kommer noget stærkt på halsen, så det brænder og den hopper ud af vinduet. Det virker sikkert også på vampyrer”

“jeg tror at du har ret, skat”

Og så talte vi egentlig ikke mere om hvis sådan en “karl” skulle komme efter os, men biologien som må være en sammensætning af hund/ulv og mennesker. Den slags har vi læst meget om og gør det fortsat.

Den eneste uhygge som jeg har travlt med at skærme mine unger imod

Jeg har fra Elisabeth blev født skærmet hende og senere hendes lillebror mod nyheder. Altså radio og tv avis og reklamer. I min optik er der intet af det som bliver delt på disse platforme som er vigtige for børn. Det er udelukkende voksen anliggender, som jeg ser det.

Men er det ikke vigtigt at følge med i hvad der sker i samfundet?

Ikke for et barn. Det er vigtig for et barn at føle sig set og hørt, det er vigtig for et barn at føle sig trygt og elsket. Jeg forstår ikke dobbeltheden i at skærme børn for monstre, men lade dem vide at bomber falder fra himlen ned over andre børn. At delagtiggøre børnene i de voksnes frygte for sygdom eller andre landes ledere, kommer der ikke andet end følelser af afmagt ud af, det er store problemstillinger som børn i min optik ikke bør bruge deres sparsomme barndomsår på.

Da Donald Trump meldte sin ankomst til landet i 2019 ville beklagelserne ingen ende tage. Politikker Jens Rohde (V) stod nærmest stolt frem og fortalte at hans yngste datter (9 år) begyndte at græde da hun hørte at den amerikanske præsident skulle komme til Danmark.

Og ingen stillede spørgsmålet; hvad i alverden og hvem som havde givet dette barn informationer som gav anledning til en sådan voldsom reaktion?

Forstå mig ret, jeg er som sådan heller ikke fan. Men jeg forsøger virkelig at træde varsom når jeg omtaler andre mennesker foran mine børn, især hvis det er nogen som jeg ikke er begejstret for. Og jeg undlader det helst, hvis jeg ikke har tid til at sætte mig ned og forklare i dybden hvad jeg mener.

Det er der selvsagt ikke plads til i en nyhedsudseendelse, så derfor undgår jeg simpelthen den slags.

Hvordan forklarer man krige som man ikke selv forstår eller tror på?, hvordan er meningsløse mord og frygtelige tragedier vigtigt i små børns liv?

Jeg tror faktisk at hvis man fortalte min 6 årige datter i dag at der stadig findes krige, ville hun se skeptisk på dig. For der er da sådan noget man gjorde i gamle dage, fordi at man ikke vidste bedre.

“Men Mie sådan er livet jo og de skal jo lære det”

Ja og det skal de nok også komme til, indtil da forbeholder jeg mig retten til at beskytte deres relativt korte barndom og den bekymrings frihed som hører sig til, så længe som jeg kan, den kommer nemlig ikke igen.